Bogen '45 fabler' af Nina Malinovski og Ivar Södergren, udgivet på Forlaget Blå

De elskende

Karen Blixen er omdrejningspunktet i denne fortælling om kærlighed og livsskæbne. I cirkler omkring hende bevæger sig syv mænd, som hver især beretter om voldsomme og afgørende hændelser i deres tilværelse, ofte med det erotiske som et gennemgående træk.

Romanens syv fortællere er:
Wilhelm Dinesen: Far til Karen. En rastløs og modig soldat.
Thomas Dinesen: Blixens bror, en nær og loyal ven.
Denys Finch Hatton: Hendes store kærlighed.
Farah Aden: Blixens hushovmester i Afrika.
Thorkild Bjørnvig: Digter og Karen Blixens nære ven.
Otto Casparsson: En svensk tjener og vagabond.
Morten de Coninck: Den rige købmandssøn fra fortællingen ”Et Familieselskab i Helsingør”.

—————————————

Fra anmeldelse i Information:
“Bogen er en Blixen-fanfictionroman, fortalt af syv af de mest betydningsfulde mænd i forfatterens liv, minus ægtemanden Bror, men plus en fiktiv figur fra forfatterskabet … Kompositionen efterligner Karen Blixens egen fortælling “Drømmerne”, hvor en række mænd beskriver en kvinde, der ændrede deres liv – og opdager, at det er én og samme kvinde under forskellige pseudonymer … I sine to korte, elegante kapitler får den fiktive figur Morten de Coninck (“Et familieselskab i Helsingør”) romanens hårdeste medfart, nemlig at tilbringe evigheden i helvede, i live og dog ikke i live: “Livet har mistet sin fylde. Mine sanser er visnet, og jeg kan ikke længere genkende verden.” Sådan gik det som bekendt også røveren Barabbas, der blev frigivet i Jesu sted, og mistede sin egen bestemmelse. Bogen er smukt skrevet.” (Marie Louise Kjølbye)

Fra anmeldelse i Kristeligt Dagblad:
“… den har storladne momenter, ikke mindst de fortrolige og stærkt sansede skildringer af Afrikas natur og dyreliv. Gribende momenter er der også. Et af dem indtræffer på sidste side, hvor vi med Farahs blik ser en Karen Blixen, der har mistet alt … Kærligheden til den charmerende, men flygtige Denys Finch Hatton skildres tæt og udførligt. Men uden at forfalde til romantikken, som temaet kan friste til. Den smerte og de sammenstød, der – læser man – efterhånden blev en del af forholdet, foregribes af den måde, hvorpå Hatton omtaler deres første møde: samtidig med at hun stod for ham som kvinden, han måtte elske, skræmtes han af, at noget i ham ikke kunne lide hende.” (Claus Grymer)